Efter en sommer fyldt med aktiviteter forbereder Hørsholm Svømmeforening åbning i svømmehallen.

”Vi glæder os helt vildt til at komme i gang med svømmeskole undervisningen den 7. september og er næsten færdig med forberedelserne også ift. corona-situationen”, udtaler formand Søren Kobbernagel og fortsætter: ”Der er stadig mange corona regler, vi er underlagt, det er nye tider, vi skal vænne os til, og vi er klar til at modtage vores medlemmer”.

Den 17.-19. august afholder foreningen et Åbent Hus arrangement, hvor alle børn og voksne er velkomne til at komme forbi og få råd om valg af hold. Vi starter med en indledende snak med forældre og barn efterfulgt af forskellige øvelser i vand. Det vil hjælpe både foreningen og børnene til at bedømme, hvilket hold der passer bedst.

Foreningen har i løbet af sommeren ikke ligget stille. Det har været en travl sommer med aktiviteter i svømmehallen og på stranden.

”Det er vigtigt for os at arrangere aktiviteter for børn og unge også på stranden for at gøre dem fortrolige med stranden og det åbne havvand”, siger Søren. ”Vi har netop afsluttet en succesrig open rescue camp i samarbejde med DGI for de større børn på stranden. Her har børnene lært en masse om livredning, sikkerhed og førstehjælp”. Hørsholm Svømmeforening har også tilbudt aktiviteter for svømmeskolens børn og unge på stranden, også for at kompensere for den afbrudte sæson.

”I Hørsholm Svømmeforening har vi været så heldige at modtage kr. 20.000,- fra Nordea-Fonden til at igangsætte de forskellige aktiviteter henover sommeren, og vi er meget taknemmelige for, at Nordea-Fonden har støttet en forening som vores i så svær en tid”, udtaler Formand Søren Kobbernagel og fortsætter: ”Vi glæder os til starte op på en ny sæson den 7. september. Mange er allerede tilmeldt og på nogle hold er der sågar venteliste. I Hørsholm Svømmeforening glæder vi os til at svømmehallen igen syder af aktivitet”