Vinderen af BESTSELLERs ”Olympiske Håb” ved Sport 2020 Tobias Bjerg vil fra august 2020 bidrage med sin viden og erfaring i Hørsholm Svømmeforening.

Tobias Bjerg har de seneste år slået sit navn fast som en af de bedste herresvømmere i Danmark og er indehaver af de danske rekorder på både 50 og 100 bryst på både kort og langbane samt nordisk rekord i 50 bryst på kortbane.

Af resultater fra sidste sæson kan nævnes EM-finale i 100 bryst og semifinale i 50 bryst. Herudover vandt Tobias en bronzemedalje til samme EM på 4×50 medley – bl.a. sammen med Mathias Rysgaard, som også er fra Hørsholm Svømmeforening. Ved det store Award Show ”Sport 2019” i Herning i januar vandt han BESTSELLERs ”Olympiske Håb”.

Fra den kommende sæson vil Tobias være at finde i Hørsholm Svømmehal, når han bl.a. skal undervise vores yngre konkurrencesvømmere. Derudover vil han også deltage i træningen med vores førstehold, hvor han skal fungere som direkte sparring til vores bedste svømmere, både i og udenfor bassinet.

Da Tobias’ store mål for næste sæson bliver OL i Tokyo, vil det meste af foråret være helliget hans egen forberedelse og træningen på NTC, og han vil derfor primært bruge tid i foreningen frem til januar måned.

Udover at bidrage i det daglige, vil Tobias også repræsentere Hørsholm til stævner og mesterskaber fremover.

”Det er et kæmpe skulderklap til foreningen, at Tobias Bjerg gerne vil bidrage med hans erfaring til vores unge svømmere. Jeg er sikker på, at både vores yngste svømmere får noget ud af at lære fra Tobias, men også den direkte sparring, han kommer til at kunne yde til vores i forvejen dygtige svømmere, er uvurderlig.” udtaler Lars Madsen, Chef for konkurrenceafdelingen, og fortsætter ”Udover at blive et stort forbillede i klubben, er der også nogle utroligt spændende perspektiver i Tobias’ tilknytning til klubben, når vi kigger på præstationer og resultater for klubben, både individuelt, men også på holdkapper, hvor vi i den forgangne sæson allerede har vist højt niveau nationalt”.

For Tobias Bjerg, der skulle finde et miljø at repræsentere, var valget af Hørsholm meget naturligt. ”Jeg kontaktede Lars, da jeg syntes godt om den profil, Hørsholm har skabt over de sidste par år, og herudover kan jeg identificere mig med den træningstilgang, man har i klubben. Jeg ser frem til at lære fra mig, både hos de yngre svømmere, men også på førsteholdet hvor jeg håber, at de erfaringer, jeg har gjort mig internationalt de sidste par, kan komme til gavn for klubben

Vi ser frem til et godt samarbejde, og byder Tobias Bjerg velkommen til klubben og fremover kan kalde sig en Red Stag.